Lændesmerter

Lændesmerter/hold i lænden/hekseskud.

Lændesmerter kan have flere forskellige årsager, men det man typisk forbinder med et hold i lænden, (kaldes også hekseskud) er den akut opståede aflåsning af den nedre del af lænden.  Smerterne er lokale, og der er oftest stivhed i en eller flere retninger.

Der er flere forskellige teorier om, hvad der præcist sker, når man får et hold i lænden. De fleste forklarer det dog ved, at et af rygsøjlens led låser/sætter sig fast. Pga. de smerter som dette giver, spænder musklerne i området sammen, og det forværrer tilstanden.

Et lændehold kan være meget smertefuldt, men er sjældent alvorligt. Med den rette behandling er der som regel hurtig bedring.  

Det er vigtigt at få undersøgt, hvad der forårsager rygsmerterne. Din kiropraktor vil kunne fortælle dig, om det er et hold i lænden, eller noget andet der er galt. Derefter kan den rette behandling påbegyndes.

Man ved fra forskellige undersøgelser, at disse typer smerter kan være tilbagevendende.

Hvis problemet er hyppigt tilbagevendende, er årsagen som regel, at de stabiliserende muskler i lænd- og mave region ikke er stærke nok.  Din kiropraktor kan hjælpe dig med målrettet træning af de rigtige muskler.

Diskogene smerter/diskusprolaps

Imellem vores ryghvirvler ligger der bruskskiver (diskus). Disse består af nogle brusk-ringe med en central kerne af væske. De fungerer som støddæmpere i vores ryg, men diskus kan blive slidt og være årsag til smerter.

Slidforandringer kan være små rifter i nogle af brusk-lagene . Dette kan være årsag til rygsmerter, og i nogle tilfælde også give udstrålende smerter til bagsiden af lår eller læg.

En mere alvorlig diagnose opstår, hvis/når der går rigtigt hul på diskus og noget af væsken presses ud og kan irritere nerveroden. Dette kaldes en diskusprolaps.

Slid på diskus opstår som følge af gentagne fejlbelastninger, og en af de vigtigste fejlbelastninger i de fleste menneskers liv, er at sidde på en stol. Vi sidder generelt for meget, og i langt de fleste tilfælde sidder vi også forkert – dvs. vi sidder og hænger og falder sammen.

Din kiropraktor kan forklare dig mere om hvilken holdning og siddestilling, ryggen har bedst af.

Det er kun ganske få prolapser der skal opereres. Langt de fleste personer med en prolaps kommer sig fint med den rette behandling bestående af øvelser og kiropraktisk ledfrigørende behandling.

Der er stor forskel på, hvor langt tid en diskusprolaps er om at hele op igen. Nogle kommer sig i løbet af et par måneder, mens andre har smerter gennem længere tid. Fælles for alle er, at de skal gøre noget for at styrke de stabiliserende muskler i ryg og mave efterfølgende. Det kan være specifikke øvelser (feks. McKenzie øvelser) fra din kiropraktor. Det kan også være en tur i svømmehallen eller i fitness centeret.