Hofte/knæ/ankel

Hofte

Hoften er et stort og stabilt led. Alligevel er der bestemte smertetilstande, der optræder relativt hyppigt i hoften. Slidgigt, hvor ledbrusken slides, kan give hofte/lyskesmerter. Hvis slidgigt er meget fremskreden, er operation eneste løsning, men før det kommer så langt, kan en kiropraktor gøre meget for at holde funktionen i hofteled og omgivende muskulatur god.

En betændt slimsæk (trochanter-bursit) er en anden hyppig årsag til hoftesmerter (på ydersiden af hoften). Denne kan også behandles konservativt med massage eller laser eller hos lægen med en blokade.

Det skal også nævnes at der ofte er en tæt relation mellem rygsmerter/bækkensmerter og smerter i hoften.

Knæ

Knæet er et kompliceret led med korsbånd og menisker. Skader opstår som regel i forbindelse med vridbevægelser i knæet. Her kan korsbånd, menisk og ledkapsel skades i større eller mindre grad. Din kiropraktor vil efter undersøgelsen, fortælle dig om det er et problem han/hun kan afhjælpe, eller du evt. skal henvises til en ortopædkirurg mhp. yderligere undersøgelser. Vi behandler bla. springerknæ, løberknæ samt diverse slimsækbetændelser i knæet. Fælles for alle disse tilstande er, at korrektion af fodstilling og ganganalyse er meget vigtig for bedring af tilstanden.

Ankel og Fod

Fødderne er vores fundament og udsættes derfor for store belastninger i forbindelse med dagligdagsaktiviteter. Derfor er det altafgørende, at fødderne støttes i gode sko, og at man evt. får tilpasset en indlægs sål, der korrigerer eventuelle fejlbelastninger. Nogle af de hyppigste fodproblemer er: betændelse af hulfodssenen (plantar fasciitis), betændelse i achilles-senen, skinnebensbetændelse, platfodethed (overpronation). Kiropraktoren vil i første omgang fastslå hvad problemet er og derefter starte behandling. På klinikken har vi mulighed for at lave fodscanning (TOG-scan), der anvendes til udarbejdelse af helt individuelt tilpassede indlægssåler.